Kom godt i gang

Arbejdet starter ikke først, når håndværkeren træder ind i dit hjem. Det er en god idé selv at gøre noget forarbejde, så du både vælger den rigtige håndværker til opgaven, får aftalen ordentligt på plads, og arbejdet i sidste ende forhåbentlig lever op til dine forventninger.

1. Hvad vil du have lavet?

Overvej først, hvad det er, du vil have lavet. I den forbindelse kan der være forskellige ting, som du skal undersøge. Det kan være, at du skal søge om at få en byggetilladelse. Det kan også være, at der ligger en lokal- eller kommuneplan, som kan have betydning for dit projekt.

Kig også på din ejendoms grund- og matrikeltegning. Der kan være bærende konstruktioner, der skal tages højde for, eller ledninger og rør der skal graves uden om.

2. Undersøg markedet

Indhent overslag fra forskellige håndværkere. Bed dem om at komme med et overslag på prisen for den opgave, som du skal have lavet. Det kan give dig en idé om, hvor prislejet ligger. Er der store prisforskelle, kan du tage en nærmere snak med håndværkerne. Måske der er ting inkluderet i prisen hos den dyreste, som den billigste ikke har taget højde for.

Indhent også gerne referencer på håndværkerens tidligere opgaver. Bedst er det, hvis du kan få referencen fra tidligere kunder, som har fået udført lignende arbejde af håndværkeren.

Husk, at overslaget er ikke bindende. Det er først, når der er afgivet et tilbud, at prisen er bindende.

3. Få aftalen på plads med håndværkeren

Når du har valgt din håndværker, så sørg for at få aftalen godt beskrevet, så den lever op til dine ønsker. Konkretisér dine ønsker. Det sparer både dig og håndværkeren for uoverensstemmelser senere i forløbet. Aftal også, hvornår arbejdet skal påbegyndes og afsluttes. Under alle omstændigheder bør du starte arbejdet i god tid, inden du vil have arbejdet afsluttet. Der kan altid opstå uforudsete hændelser undervejs.

Husk, at prisen, der angives i aftalen, skal være inklusiv moms.

Læs eventuelt afsnittet ”Gode råd om at få ting på skrift”.

4. Hold møder undervejs

Er det længere projekt, som du har hyret håndværkeren til, er det en god idé at holde byggemøder undervejs, som arbejdet skrider frem. På den måde kan I løbende afstemme forventninger, du kan følge med i processen, og der er mulighed for at påpege eventuelle fejl allerede i opløbet. Så kan det være, at du helt slipper for at klage, når arbejdet er udført.

5. Tjek, at håndværkeren er dækket af Håndværkergaranti

Er din valgte håndværker dækket af Håndværkergaranti, er det din sikkerhed for, at eventuelle fejl og mangler for op til 150.000 kroner vil blive udbedret. Arbejdet med udbedringen skal være påbegyndt inden for én måned, efter sagen er afgjort.

Læs også afsnittet ”Sådan fungerer Håndværkergaranti”.